Retningslinje for friluftsområder og stier i Vejle Kommune

Statisk kort

De rekreative stiers omgivelser skal så vidt muligt sikres mod etablering af landskabs- og miljøforringende anlæg og mod, at der sker ændringer i den motoriserede trafik, der kan forringe ruternes rekreative værdi.

Der må ikke i friluftsområderne planlægges på en sådan måde, at friluftsområdernes rekreative og oplevelsesmæssige værdier forringes. Særligt vigtigt er det at sikre udsigter mod forstyrrende visuelle elementer, samt at sikre områdernes naturlige stilhed mod øget støj og uro.

Områder vigtige for friluftslivet, eksempelvis skov, skal udvides i takt med befolkningstilvæksten

De regionale friluftsområder, herunder udsigtspunkter, er vist på Oversigtskort Friluftsområder.

Redegørelse

Friluftslivet skal tilbyde gode adgangsforhold, støttepunkter og oplevelsesmuligheder for både det organiserede friluftsliv, for skoler og lignende institutioner samt for det almene uorganiserede friluftsliv, med hovedvægt på det almene friluftsliv.

De vigtigste områder for friluftslivet er kysterne, skovene og de store søer og å-systemer, samt områder med værdifulde landskaber og kulturhistoriske steder. Med baggrund i oplevelsesværdikortlægning af Vejle Kommune (OPAL) og brugerundersøgelser, er de vigtigste områder for friluftslivet udpeget og fremgår af kort.

De seneste år er der sket en befolkningsudvikling, der langt har overgået prognoserne. På den baggrund er det ikke usandsynligt, at vi kan være 100.000 indbyggere i Vejle by og 175.000 i hele Vejle Kommune i 2050. Dette vil også betyde en stigende efterspørgsel på at bosætte sig nær naturområder og skove, som udgør rammen for borgenes fritid. Arealet med skov og naturområder bør derfor følge denne udvikling. Undersøgelser fra midt 90erne viser at Vejle Kommunes skove havde ca. 2 mio. besøgstimer/år. I 2016 er dette tal steget til ca. 5 mio. besøgstimer/år. Ligeledes opleves der et stigende pres fra en række friluftsaktiviteter, eksempelvis mountainbike, hvor antallet af udøvere er fordoblet de seneste 5 år. Nye sammenhængende skov- og naturområder vil derfor både bidrage til borgerens velfærd, men også til en række samfundsmæssige goder i form af sundhedsfremme, attraktiv bosætning og ejendomsværdiforøgelse, klimareduktion, grundvandsbeskyttelse og naturfremme. Der skal ligeledes arbejdes med at udvikle nye alternative friluftsområder i eksempelvis tømte grusgrave, områder med jorddeponi og lignende.

For at styrke folkesundheden og skabe attraktive næromgivelser er det vigtigt, at der i de bynære områder og grønne kiler omkring de større byområder, udvikles sammenhængende stisystemer og etableres områder for grønne oplevelser og friluftsliv. Disse stier og områder bør følge det naturlige grønne netværk videre ud i det åbne land, og hænge sammen med friluftsområder længere væk. Områder og stier skal give mulighed for såvel motionspræget friluftsliv som mulighed for ro og fordybelse.

Særlig væsentligt for det almene friluftsliv, er oplevelsen af naturlig ro samt udsyn over åbent vand eller landskab. Her stimuleres ens sanseindtryk på en anden måde, end den normale hverdag tilbyder. Udsigter er særligt sårbare over for forstyrrende elementer såsom tekniske anlæg, skærmende beplantninger eller elementer med stærkt lys, genskin eller hurtige bevægelser fra eksempelvis vindmøller eller biler i bevægelser på store veje i horisonten. Ligeledes skal det sikres, at der i områder, hvor man kan opleve naturlig stilhed, ikke sker øgning i menneskeskabt støj eller visuel uro, som forringer oplevelsen af naturen.

Det er vigtigt, at de rekreative stiers omgivelser har en høj rekreativ kvalitet. Derfor bør der ikke tillades anlæg såsom gylletanke, oplagspladser og lignende samt bevoksninger op til disse stier, som forringer den landskabelige oplevelse fra stien. Ligeledes skal en forøgelse af den motoriserede trafik ud over, hvad der følger den almindelige stigning i trafikken, undgås på de rekreative stier. Det kan eksempelvis være en trafikøgning som følge af ny råstofindvinding eller transporter til nærliggende erhverv og landbrug. Den rekreative brug af det åbne land skal ske på et bæredygtigt grundlag under hensyntagen til natur, miljø og lokalbefolkning.

Det vil vi – kommuneplan 2021-33

Styrke folkesundheden og byernes attraktivitet ved:

  • At alle bosætningsområder i Vejle Kommune har let og tæt adgang til friluftsliv, grønne områder og natur af høj kvalitet. Særlig opmærksomhed rettes mod socialt udsatte boligområder og mod at skabe attraktive by- og boligmiljøer. Se nærmere definition i Natur- og Friluftsstrategien 2019.
  • At sikre at Vejle kan bevare sin attraktionsværdi i takt med øget brug af naturen til rekreation og friluftsformål samt øget befolkning, dels gennem skovrejsning, dels gennem opkøb af bynær skov. Målet er 50 ha kommunal skov ved hver centerby og 550 ha ekstra kommunal skov omkring Vejle by jf. visionskortet.
  • At sikre friluftslivets goder allerede fra ’barns ben’ ved at lave rekreative tilbud for brug af naturen til undervisning og pædagogiske rum målrettet børn og unge. Det være sig tilbud som målrettet formidling, skovhytter, grejbanker, undervisningsrum i naturen samt skovlegepladser i nærheden af Vejle og vore centerbyer.
  • At styrke en hensigtsmæssig udvikling af friluftsaktiviteter, som kan være forstyrrende, eller på anden måde kræver særlige forhold eksempelvis vandscooter, vandski, mountainbike, adventure-sport, træning og luftning af hunde, ridning mv.

Styrke en koordineret udvikling af Vejle Ådal/Vejle Fjord som et nationalt brand ved:

  • At samarbejde med erhvervslivet og forskellige brugergrupper, om at gennemføre rekreative mål og indsatser i Erhvervs- & Udviklingsstrategien for Vejle Ådal og Vejle Fjord, herunder fokus på udsigtspunkter og oplevelsesværdi, kulturhistorie, jagt & fiskeri samt diverse motions- og ”outdoor-faciliteter”.
  • At arbejde for konkrete hovedattraktioner, ”fyrtårne”, af international kaliber inden for natur- og friluftsliv – eksempelvis et besøgscenter ved Haraldskær/Vingsted.

Udvikle konceptet Kingdom of Cycling ved:

  • At samarbejde med VisitVejle, cykelmotionsklubber, frivillige m.fl., om at udnytte Vejles unikke topografi og udvikle mulighederne for at køre på racercykel og mountainbike, ved bl.a. at etablere flere forskellige spor for mountainbike, samt lave en landsdækkende formidlingskampagne for de bedste ruter for racercyklisme, gravel, turcyklisme mv.
  • Skabe sammenhæng mellem hverdagscyklismen og de rekreative og motionsprægede cyklismeformer. Således styrkes både folkesundheden og cykelkulturen bredt.

Udbygge det regionale netværk af forbindende rekreative vandreruter ved:

  • At skabe en mere kystnær sti mellem Ibæk Strandvej og Sellerup Strand, samt forbinde Børkop og Brejning med Vejle.
  • At skabe en sammenhængende rundtur i Vejle Ådal og Grejs Å-komplekset.
  • At forbinde eksisterende stier til længere ruter hvor muligt.

Udbygge de rekreative muligheder for fjorden, søerne og vandløbene:

  • At udbygge adgangsforhold og muligheder for badning og svømning i fjorden og søer egnet hertil, herunder muligheder for vinterbadning og udlægning af afgrænsede områder til svømning i åbent hav.
  • At udbygge adgangsforhold og muligheder for kajakroere, surfere, kite-sufere, sejlere m.fl.
  • At udvikle fiskeri efter havørred i samarbejde med nabokommunerne bl.a. gennem promovering og synliggørelse af faciliteter som fiskemuligheder, parkering, overnatning, mv.

Visionskort – Udvidelse af skovarealerne i Vejle Kommune