Jelling

Jelling stenene

De to Jellingsten

Jelling er kendt for Jellingmonumenterne og Seminariet. I 2018 besøgte 226.441 mennesker Jellingmonumenterne, som er optaget på UNESCO´s verdensarvsliste. Jelling-festivalen er også en begivenhed, der tiltrækker besøgende. Til daglig bor der 3574 personer, hvilket er en stigning på 303 personer siden 2011. Det svarer til 9 % på 9 år.

Jellings historie går tilbage til vikingetiden. Bortset fra kirken er den ældste bevarede bebyggelse i bymidten fra omkring 1850. En væsentlig igangsætter for Jellings nyere udvikling er Seminariet, der åbnede i 1841.

Jernbanen åbnede i 1884 og løber lige syd for Seminariets område. Jernbanen deler byen i en nordlig del fra før 1970 og de nyere boligområder med tilhørende skoler og institutioner, der ligger syd for banen.

Jelling-monumenterne med de to store høje, runestenene og en stor skibssætning på mere end 350 meter er et af Danmarks vigtigste kulturarvsmonumenter. Nye fund fra 2007 og frem viser, at hele området er omkranset af et imponerende palisadehegn, der dækker et areal på 12 ha. Vejle Kommune har i tæt samarbejde med Nationalmuseet, Kulturstyrelsen, Haderslev Stift og særlige eksperter gennemført 1. etape af en ny samlet landskabsbearbejdning og formidling af området. Bearbejdningen indebærer fritlægning af højene, fjernelse af eksisterende bebyggelser, udlægning af markeringer m.v. Sammen med en ny udstilling i oplevelsescentret Kongernes Jelling, har det løftet oplevelsen af Jelling Monumenterne, så det svarer til områdets status som UNESCO-verdensarv.

Potentiale for udvikling

Jelling opleves som attraktiv, hvilket afspejler sig i en ret høj befolkningstilvækst og en høj andel af erhvervsaktive i befolkningen. Jelling er især attraktiv på grund af naturen og nærheden til Vejle og på grund af Seminariet.

Blandt Jellings udfordringer er handelslivet, som er trængt af de større byer i nærheden. Byen rummer flere dagligvarebutikker, men også enkelte udvalgsvarebutikker. Ifølge detailhandelsanalysen fra 2018 er handelsbalancen 94% for dagligvarer og 9% for udvalgsvarer. Handelsbalancen er udtryk for værdien af de varer der sælges i byen, set i forhold til områdets samlede forbrug af varer. Den lave andel af udvalgsvarer i Jelling er til dels udtryk for, at der kun er meget få udvalgsvarebutikker i byen, men der er også hård konkurrence bl .a. fra Vejle
En anden udfordring er den store sårbarhed på beskæftigelsesområdet, som skyldes, at Seminariet er en dominerende arbejdsplads. Seminariet er i dag en del af University College Lillebælt.
Der er store muligheder for udvikling af turismen i Jelling, som stadig ikke er fuldt udnyttet.

Der i 2020 udarbejdet en byvision for Jelling. Visionen er skabt i et samarbejde mellem byens borgere og erhvervsliv og kommunen, og skal afløse den gældende udviklingsplan.

Kultur og fritid

Byens Hus, der ligger centralt i bymidten, rummer lokaler til foreninger, cafe, og biograf. Byen har også idrætsfaciliteter, og UCL (Seminariet) er også ramme om møder og kulturelle arrangementer.

Trafikale forhold

For at fredeliggøre Monumentområdet er Vejlevej lukket som gennemkørende vej. Flere eksisterende veje er blevet udbygget og der er anlagt en helt ny vej, Mangehøje, nordvest om Jelling, som leder gennemkørende trafik uden om bykernen. Der er stadig mulighed for at forbedre fremkommeligheden for både borgere og besøgende, særligt i midtbyen, hvorfor dette fortsat vil være et fokusområde.

Der er tog i timedrift, suppleret med busser. Den fremadrettede udvikling i togdriften vil afhænge af planerne for en ny bane til Billund med udgangspunkt i Jelling.

Natur og landskab

Mod syd er landskabet meget kuperet og terrænet falder ned mod Fårup Sø og Grejs Å. Mod nord er landskabet mere fladt. Mod sydvest ligger Fårup Mose. Området omkring golfbanen og Fårup Sø er bynære rekreative områder, som kan udvikles yderligere med motionsstier, vandreruter m.v.

Bykernen

Byens kerne består dels af et område omkring stationen og seminariet, med Runecenteret, der er indrettet i et tidligere mejeri, og dels af et nyere centerbyggeri ved Gorms Torv og SuperBrugsen. Seminariet udgør et spændende og bevaringsværdigt miljø med de meget forskelligartede bygninger, der er placeret i en park.

Det overordnede indtryk af bymidten er en grøn by, men også en by der mangler en klar struktur. De nye arkæologiske fund og arbejdet med Monumentplanen har skabt en ny situation for Jelling Midtby, bl.a. med formidling af monumentområdet, nedrivning af huse samt lukning af Gormsgade og etableringen af en ny omfartsvej. Senest er der igangsat en udvikling omkring gården Anesminde, med en fortsættelse af palisaden, busparkering og sti.

I den forbindelse skal udviklingen af Jelling Midtby gentænkes. Jelling By er en af de mest attraktive og aktive byer i Vejle Kommune. 

Boligområder

Øst for bymidten har Vejlevej en mere landsbyagtig karakter med det store gadekær omkranset af gamle gårde og huse. Vest for bykernen ligger et stort ældre villakvarter med mange murermestervillaer. Her ligger også det tidligere rådhus tegnet af Friis og Moltke. Kvartererne syd for banen er allerede større end den del af byen, der ligger nord for banen. For at bevare balance omkring bykernen er der udlagt et nyt boligområde ved Herningvej nord for Anesminde. I dette område etableres også en ny adgangsvej og parkering på græs til Jelling musikfestival.
Byens beliggenhed og øvrige kvaliteter betyder, at der uden tvivl vil være et behov for nye områder. Fortætning og byomdannelse f.eks. på arealerne omkring banen kan være et middel til at skabe flere boliger med nærhed til stationen og bykernen og reducere behovet for at inddrage nye arealer til byudvikling.