Smidstrup

Smidstrup

Den tidligere smedie

Smidstrup er en landsby der fra slutningen af 1800-tallet, i kraft af andelsbevægelsen, fik en række funktioner, der betjente oplandet. I Torpsgade og på Håstrupvej ligger en række bygninger, der vidner om byens kulturelle og erhvervsmæssige udvikling i 1800-tallet. Her findes dels missionshus og forsamlingshus. Byen har også haft 2 mejerier. Smidstrup Andelsmejeri i den sydlige ende af Håstrupvej er nedlagt i 1958, men bygningerne findes endnu, mens det indremissionske mejeri ”Søndagshvile”, der eksisterede fra 1904 til 1970, er nedrevet i 1995.

I Smidstrup er der Skole med 0.-9. klasse, børnehave, idrætshal, plejecenter, kirke og forsamlingshus. Derudover er der dagligvarebutik.

Smidstrup fremtræder som en stor landsby med en vis nyere boligudbygning. Byen har ikke god adgang til det overordnede vejnet, men den nye Vejle Syd afkørsel ved Grønlandsvej har forbedret adgangen til byen fra motorvejsnettet.

Centralt i byen ligger den oprindelige landsbykerne med 5 gårde omkring et stort grønt fællesareal. Bygaden er meget lang og har et fint slynget forløb. I den centrale del ligger husene tæt ud til vejen og skaber et fint rum. Omkring det gamle andelsmejeri er en mindre bykoncentration med ældre beboelseshuse og erhvervsbygninger. Mellem landsbyen og ”mejeribyen” er der et lille slip med åbent land.