Gravens/Ågård

Ågård

Ågård Frimenighedskirke

De 3 bysamfund Ågård, Gravens og Øster Starup er funktionsmæssigt bundet sammen af skole og idrætshal, som ligger ved Øster Starup Kirke. Ågård og Øster Starup var oprindeligt landsbyer, mens Gravens er en stationsby, der opstod i forbindelse med anlæggelsen af banen Kolding-Egtved i 1898. Øster Starup er landzone og er behandlet i afsnittet om det åbne land og landsbyerne.

Beboerne har i samarbejde med Vejle Kommune udarbejdet en strategisk landsbyplan.

Ågård:

Ågård kendes siden 1524. I 1688 var det en mellemstor landsby med 15 gårde og 4 huse beliggende langs bygaden på hver side af Vester Nebel Å. Landsbyen blev blokudskiftet i 1774-75 hvorefter ganske mange gårde flyttede ud på deres lodder. Syd for åen, bag kroen (kgl. privilegeret 1777), opstod i slutningen af 1800-tallet en grundtvigsk friskole og højskole, som i dag er blevet til en efterskole med 138 elever.

Nord for åen omkring rytterskolen udfyldtes hullerne fra de udflyttede gårde efterhånden af andelstidens bymæssige funktioner.

Andelsmejeriet blev opført 1889. Mejeriet omdannedes til plastfabrik i 1976. Brugsforeningen blev oprettet 1893. Bymiljøet i Ågård er især præget af hovedgaden Bramdrupvejs let slyngede forløb og det kraftige terrænfald på begge sider af Vester Nebel Å. Husene ligger tæt ud til vejen og det er med til at give et fint gadebillede, som det er værd at bevare. Det samme gælder de mange store træer, som især findes på strækningen fra kirken og ned til møllen.

Frimenighedskirken ligger meget højt med en flot udsigt over byen og det omgivende ret dramatiske landskab. En lille sti løber i en dyb slugt fra kirken ned mod åen omgivet af store træer. Ved siden af frimenighedskirken ligger efterskolen, der er et stort aktiv for byen og er med til at sikre arbejdspladser og omsætning.

Ågård Mølle som lå ud til Bramdrupvej har også spillet en vigtig rolle i landsbyens historie. Bygningerne blev revet ned i 2015 efter mange års forfald. Åen er ikke særlig synlig fra vejen på grund af kraftige autoværn. En mere forfinet afskærmning ville fremhæve dette spændende element i bybilledet. Mange steder er der kig til de omgivende landskaber mod vest - Føniksborg Skov og markerne mellem byen og skoven. Øst for vejen ligger et nyt parcelhuskvarter og herfra er der mange steder en fin udsigt til de lavtliggende arealer omkring åen.

Gravens
Gravens

Gravens er orienteret på tværs af Bramdrupvej omkring den nedlagte bane. Langs Bramdrupvej er der tæt, og mange steder sammenhængende, bebyggelse i gadelinje, som det kendes fra andre stationsbyer. Husene er, ligesom i Ågård, i de fleste tilfælde velholdte. Det er vigtigt, at den sammenhængende karakter af bebyggelsen fastholdes. Øst for Bramdrupvej ligger kroen ved et lille grønt areal med 4 store træer. Det er en rest af baneterrænet, som er vigtig at bevare.

Mod vest er banelegemet omdannet til en smal sti, der tydeligt bære præg af et banetrace. Stien løber først igennem et lille villakvarter og fortsætter derefter på en dæmning ud i det åbne land i en ganske svag kurve. En beplantning af Seljerøn kranser stien. Stien er i 2015 forlænget til Egtved. Længst mod nord ligger et nyere erhvervsområde. En gammel allé løber igennem området mod nordøst.