Supplerende redegørelse for Grønt Danmarkskort

Model for udpegning af økologiske forbindelser

Modellen søger at udpege dyr og planters naturlige bevægelsesveje i landskabet ved hjælp af GIS-analyse af naturområders type, kvalitet og afstand til hinanden. Indledningsvis udpeges et netværk af naturområder, som ligger inden for en afstand af maks. 500 meter fra hinanden. Udpegningen justeres efter en række fastsatte principper således, at den endelige udpegning primært består af områder med koncentrationer af henholdsvis tørre naturtyper, våde naturtyper og skov samt større landskabsstrøg som ådale, vandskel eller vigtige biotopområder. Da særligt værdifulde naturområder og Natura 2000-områder rummer vigtige arter, indgår disse områder overvejende som kerneområder.

Vejle Kommunes hidtidige planlægning for naturområder

I perioden 2017 til 2021 er arealet med decideret natur steget fra 22996 hektar til 23508 hektar. Der er udpeget i alt 24971 ha til naturområder, inkl. arealer i Natura 2000 som ikke udgøres af egentlig natur (dyrket landbrugsareal, dambrug, bygning og anlæg mv.). Stigningen i det samlede areal af natur skyldes primært naturpleje på nye naturarealer, samt skovrejsning. Tal for den kommunale naturpleje kan ses i nedenstående boks. En mindre mængde arealer kan ikke længere defineres som natur, hvorfor de enten er udtaget af udpegningen eller udpeget som potentiel natur – sidste såfremt der fortsat er potentiale til at udvikle god natur på arealet.

Der er foretaget ny udpegning af temaet ’Potentielle naturområder’ efter enslydende kriterier i Trekantområdet. Den tidligere udpegning fra Vejle Amt, var relativt ensidigt fokuseret på lavbundsjorde på landbrugsjord. Arealet i udpegning er steget fra 6066 til ca. 7100 ha i forbindelse med kommuneplan 2021. Der er overvejende fokuseret på naturnære arealer, områder med skræntskov, krat, skrånende arealer, samt vandlidende områder, herunder udvalgte lavbundsjorde og arealer hvor der tidligere var mose mv. Til dette er anvendt Det Digitale Naturkorts arealer der understøtter biodiversitet, samt biodiversitetskortet data for især lokal bioscore og HNV/HNV skovkort. Jf. Naturrådets ønske er der udtaget arealer med intensiv landbrugsdrift, som ikke har en væsentlig naturfunktion.

Til kommuneplan 2013 udpegede Trekantsområdet nye økologiske forbindelser og potentielle økologiske forbindelser jf. model for udpegning. Modellen søger at udpege dyr og planters naturlige bevægelsesveje i landskabet ved hjælp af GIS-analyse af naturområders type, kvalitet og afstand til hinanden. Indledningsvis udpeges et netværk af naturområder, som ligger inden for en afstand af maks. 500 meter fra hinanden. Udpegningen justeres efter en række fastsatte principper, bl.a. ud fra de parametre som findes i Det Digitale Naturkorts data om arealer der understøtter biodiversitet. Den endelige udpegning primært består således af områder med koncentrationer af henholdsvis tørre naturtyper, våde naturtyper og skov samt større landskabsstrøg som ådale, vandskel eller vigtige biotopområder. Da særligt værdifulde naturområder og Natura 2000-områder rummer vigtige arter, indgår disse områder overvejende som kerneområder. Disse er udvalgt ud fra bl.a. egne artsdata, arts-databaser eller biodiversitetskortets bioscore og HNV/HNV-skovkort.

I perioden 2017 til 2021 er arealet med potentielle økologiske forbindelser steget lidt fra 41122 ha til 41733 ha, som følge af tekniske rettelser i forbindelse med lokalplaner, samt ved ændring af en forbindelse nord for Billund Lufthavn. De økologiske forbindelser viser arealer med decideret natur inden for de potentielle økologiske forbindelser, og viser hvor god funktionen af de enkelte forbindelser er – dvs. hvor langt den enkelte forbindelser er fra målopfyldelse. For
nogle potentielle økologiske forbindelser, er målopfyldelse en decideret huludfyldning hvor alt areal skal udgøres af natur. Således skal hele korridoren fremstå som et samlet stort naturområde med intakte økosystemfunktioner – eksempelvis Hele Vejle Ådal. For en række andre forbindelser er formålet primært at understøtte specifikke arter – oftest lidt mere mobilearter, eksempelvis arter med padder, grævling, odder eller krondyr. For denne type forbindelser er målopfyldelse ikke en huludfyldning, men at sikre, at tætheden imellem eksisterende naturarealer (økologiske forbindelser) understøtter arternes bevægelse uden spærringer i landskabet. Det kan konstateres, at de fleste udlagte potentielle økologiske forbindelser, herunder økologiske forbindelser opfylder eller er meget tæt på målopfyldelse.

Den kommunale indsats

I perioden er der arbejdet på at sikre større sammenhængende naturområder især i Vejle Ådal og Vejle Fjord, herunder Grejs Ådal, Randbøl hede m.fl., samt omkring Store Vandskel og Tinnet Krat. Indsatsen har været fokuseret på Natura 2000 områderne og områder med særlig værdifuld natur. Værktøjerne har været mange, herunder erhvervelser af arealer med natur og skov, opkøb af dyrkningsrettigheder, kogræsserlaug, vådområder, samarbejder med naturfonde, og især samarbejde med de lokale aktører og lodsejere om naturpleje. Eksempelvis har kommunen i perioden opkøbt ca. 100 hektar lavbundsareal og 70 hektar skov, samt medvirket til at oprette 35 kogræsserlaug. Der tænkes helhedsorienteret i forhold til interesser for friluftsliv og klima. Vejle Kommune har ligeledes vedtaget både naturkvalitetsplan og en omfattende biodiversitetsplan. 

Naturpleje i Natura 2000

Hektar

Naturpleje på eksisterende natur

50

Naturgenopretning - ny natur

75

Naturpleje uden for Natura 2000

Hektar

Naturpleje på eksisterende natur

85

Naturgenopretning - ny natur

160

Vådområder

218

Arealangivelser for naturudvikling i perioden 2017-2021. Tal er alene for kommunale projekter eller projekter hvor kommunen har være involveret som finansiel/rådgivende part. Tal for pleje på Statens arealer indgår ikke i tabelen. Samme gælder privat skovrejsning eller private naturprojekter – eksempelvis vandhuller efter jagttegnsmidler mv.