Erosion
Erosion fra havet og fjorden forventes at blive mere udtalt i fremtiden på grund af stigende havvandstand og hyppigere storme. Kysten langs Vejle Fjord er beskyttet mod de mest fremherskende vinde fra vest, som skaber størst erosion. I kommunen er kronisk erosion generelt lille til moderat, dog med enkelte strækninger uden kystbeskyttelse, hvor kystlinjen har trukket sig markant tilbage.
Byudvikling og erosion
Nye arealer til byudvikling skal placeres uden for områder, der ifølge Kystplanlæggeren (www.kystplanlægger.dk) er i fare for erosion over en 100-års periode frem til 2120. På strækninger med erosionstrusler skal der derfor friholdes arealer svarende til den beregnede erosion i de kommende 100 år.
Ved planlægning af ny bebyggelse eller ændret arealanvendelse skal faktorer som fremskrevne erosionsrater, bygningens levetid og funktion samt behovet for afværgeforanstaltninger både i og omkring det pågældende område overvejes.
Der skal som udgangspunkt undgås nybyggeri eller ændret anvendelse i områder truet af erosion, medmindre bygninger eller anlæg er afhængige af kystnærhed. I disse tilfælde skal der etableres kystbeskyttelse for at modvirke erosion. Planlægningen skal også tage højde for den forventede levetid af de pågældende bygninger.
Jordskred
I kuperede områder som på skråningerne langs Grejsdalen, ned mod Vejle by og ud til Vejle Fjord er risikoen for jordskred som følge af større nedbørshændelser til stede. Risikoen for jordskred må forventes at stige i fremtiden i takt med hyppigheden af ekstreme nedbørshændelser.
På Landskredsportalen findes et overblik over registrerede jordskred i Danmark.
Udsnit af registrerede landskred i Vejle Kommune 01.10.2024.
De hydrauliske beregningsmodeller, der findes, tager ikke højde for erosion og jordskred mv. som ændrer strømningsveje. Det er derfor svært at forudsige præcist hvilken påvirkning, der kan udløse jordskred. Det komplicerede sammenspil mellem jordtyper, vandmætning, skråningernes hældning og vegetation er faktorer, der har betydning for udfaldet.
Det er afgørende, at der ved udlæg af nye områder, byudvikling, i planlægning og under anlægsarbejder tages højde for risikoen for jordskred under de lokale og aktuelle forhold – herunder behovet for afværgeforanstaltninger.
Kystbeskyttelse
Vejle Kommune kan tillade, at kystbeskyttelse foretages, hvis det tjener særlige formål. Det kan være at beskytte eksisterende bebyggelser, infrastrukturanlæg eller kulturhistoriske anlæg.
Ud for eksisterende bebyggede områder, hvor der er konstateret erosion, kan områder med dokumenteret erosion og lovlige kystbeskyttelsesanlæg bevares. Ved ændringer af eksisterende kystsikring skal det vurderes, om disse ændringer vil påvirke andre kyststrækninger. Det skal desuden vurderes, om det kan være hensigtsmæssigt at etablere et anlæg, der kan beskytte flere ejendomme, et såkaldt kommunalt fællesanlæg.
Oversvømmelse
Dele af Vejle Kommune, herunder Vejle By, er udpeget til at være i risiko for oversvømmelse. Oversvømmelser kan skyldes høj vandstand i fjorden, stormflod, ekstrem nedbør, forhøjet vandstand i vandløb og høj grundvandsstand.
Planlægning og oversvømmelse
Forebyggelse mod oversvømmelse skal tænkes ind i al fremtidig planlægning og byudvikling, både i forbindelse med større byudviklingsprojekter og i mindre lokale områder. Dette kan ske med krav til byggeri og anlægs placering og udformning. De øgede vandmængder, som fremtidens klima giver, skal indtænkes i planlægningen og skal ses som en mulighed for at tilføre projektområderne øget værdi i form af rekreative elementer mm.
Vejle Midtby er særligt udpeget som et område med høj risiko for oversvømmelse i henhold til EU's oversvømmelsesdirektiv. Ved ny planlægning i området skal der sikres mod en vandstand til op mod 2,5 meter (DVR90).
I oversvømmelsestruede områder bør miljøbelastende erhverv undgås, især hvis de udgør en risiko for forurening af grundvand eller overfladevand ved oversvømmelser. Planlægning af fritidsområder og friarealer i risikozoner bør kun ske efter en grundig vurdering af klimaudfordringerne.
Ved udarbejdelse af lokalplaner i områder med oversvømmelsesrisiko skal behovet for afværgeforanstaltninger vurderes. Hvis der er behov for afværgeforanstaltninger, skal der i lokalplanen tages stilling til typen, niveau, og eventuelle krav om etablering før ibrugtagning. Der skal desuden tages stilling til risikovillighed og byggeriets levetidshorisont.
Vandhåndtering
I Vejle Kommune skal overfladevand så vidt muligt håndteres lokalt.
Ved byudvikling skal risikoen for oversvømmelse ikke forværres. Vandet skal håndteres via nedsivning, fordampning eller forsinkelse, og der må ikke etableres bebyggelse eller terrænændringer, som blokerer for naturlige vandveje. Der skal sikres, at byggeri og anlæg ikke øger risikoen for oversvømmelse af egne arealer og naboarealer.
Bygherrer skal udarbejde en vandhåndteringsplan, inden lokalplanen kan realiseres. Vandhåndteringsplanen skal godkendes af Vejle Kommune inden vedtagelse af lokalplanen. Hvis der efterfølgende sker ændringer, som har indflydelse på vandhåndteringen, skal der udarbejdes en revideret vandhåndteringsplan, som skal godkendes af Vejle Kommune.
Ligger området inden for et større topografisk område, hvor Vejle Kommune har udarbejdet en overordnet plan for disponering af regnvandet – en vanddisponeringsplan – skal bygherren sikre, at vandhåndteringsplanen for byudviklingsområdet respekterer krav og retningslinjer fra vanddisponeringsplanen. Vandhåndteringsplanen skal udover at forholde sig til regnvandet, der falder i området, også forholde sig til det vand, der kommer til området ude fra, og som ledes videre ud af området. Endvidere skal planen forholde sig til hele vandkredsløbet, som kan påvirke området f.eks. terrænnært grundvand, vand fra vandløb og fjord/hav.
Sikring af eksisterende bygninger og anlæg
Vejle Kommune har allerede etableret flere anlæg for at forhindre oversvømmelse af Vejle by, herunder et sluse-pumpeanlæg ved Omløbsåen og fordelerbygværk i Grejs Å. Derudover findes der 3 underjordiske bassiner i Vejle by og forhøjede terræn langs udvalgte strækninger af Vejle Å, som forsinker vandmasserne ved ekstrem nedbør. Der er etableret forsinkelsesområder i oplandet til Grejs Å, og Vejle Kommune arbejder på at etablere yderligere forsinkelsesområder i oplandet.
Vejle Kommune arbejder løbende med en adaptiv stormflodstrategi for langsigtet beskyttelse af Vejle By. Strategien omfatter flere faser:
- Fase 1 (2025): Sikring mod kote 2 meter (DVR90) gennem lukkede sikringszoner.
- Fase 2 (2050): Sikring til kote 2,5-3 meter, inklusive en sluse ved Sønder Å/Vejle Å.
- Fase 3 (2070): Naturbaseret stormflodsbeskyttelse ved fjorden til kote +3 meter.
Beredskab
Ved ny planlægning skal der tages højde for oversvømmelsesrisikoen, og dette skal indarbejdes i planen. De foranstaltninger, der vurderes tilstrækkelige på planlægningstidspunktet, kan dog vise sig utilstrækkelige senere, hvis klimaforandringerne intensiveres. Derfor er det vigtigt også at tænke i beredskabsløsninger, hvor dette kan blive nødvendigt.
I eksisterende bebyggede områder, hvor der ikke er taget højde for klimaforandringer, har ejendomsejerne selv ansvaret for at vurdere, om deres ejendom er i fare for oversvømmelse. Det er deres ansvar at sikre ejendommen med nødvendige foranstaltninger som sandsække, skodder, højvandspumper eller kontraklapper i afløb.
Vejle Kommune har etableret et døgnberedskab med højvandsvagt, som følger prognoser og styrer fordelerbygværker, sluse-pumpeanlæg. Ved risiko for oversvømmelse træder beredskabet til med pumper, sandsække, spærringer og evt. evakuering, hvis menneskeliv er i fare. I tilfælde af ekstreme oversvømmelser aktiveres kommunens krisestab i henhold til Vejle Kommunes beredskabsplan.
Selvom forskellige tilpasningstiltag som højere diger, større afløbsanlæg, pumper vil reducere risici for oversvømmelse, er det nødvendigt, at både ejendomsejere og kommunen opretholder et tilstrækkeligt beredskab. Klimatilpasning er en adaptiv proces, hvor nye prognoser samt ny viden og teknologi skal integreres løbende. Ligeledes evalueres og opdateres beredskabsplanen løbende.