Bredsten

Bredsten Kirke

Bredsten består af bysamfundene Bredsten og Balle, der ligger meget tæt ved hinanden.

I dag er Bredsten en attraktiv boligby. Bredsten har skole, idrætshal, kirke, daginstitution, plejecenter og dagligvarebutik samt enkelte andre mindre butikker og servicefunktioner. Der er gode busforbindelser og cykelsti til Vejle.

Byen har et mindre industriområde og gode vejforbindelser i fire retninger og samtidig nærhed til landskabelige værdier omkring Fårup Sø og Vejle Ådal.

Der er oprindeligt tale om to landsbyer, som i slutningen af 1800-tallet begyndte at vokse som følge af landbrugets udvikling og den deraf afledte vækst i befolkningstallet. Bredsten er opstået omkring landevejen Vejle-Grindsted, mens Balles opvækst skyldes den grundtvigianske vækkelse i slutningen af 1800-tallet.

Valgmenighedskirken, den gamle friskole, forsamlingshuset og den nu nedlagte brugsforening er de fysiske udtryk for denne historie og som sådan vigtige at bevare.

Byen består for en stor del af parcelhuse opført i perioden 1960 frem til i dag. I de seneste år er der sket en markant udbygning af byen.

De oprindelige landsbykerner i Balle og Bredsten ligger henholdsvis omkring Nederbyvej/Lildfrostvej og omkring Mølletoften. De rummer bevaringsværdige sammenhænge bestående af store gårde med gamle landbohaver med store træer. Særligt bevaringsværdig er Bredsten Præstegård. Mod nord er landskabet meget kuperet og der er udsigt mod Fårup Sø.