Vejle Erhvervshavn er en kommunal selvstyrehavn. Erhvervshavnen betjener kommunens virksomheder med import/eksport af råstoffer m.m.
Byrådet har i 2018 vedtaget en ejerstrategi for Vejle Erhvervshavn, og der arbejdes på at realisere denne i samarbejde med bestyrelsen for Vejle Erhvervshavn. Vejle Erhvervshavn drives på et forretningsmæssigt grundlag og arbejder for at tiltrække nye aktiviteter gennem service og tilbud om tidssvarende havnefaciliteter. Vejle Erhvervshavn arbejder for videreudvikling af kajanlæg, spor og veje, for bedst mulig udnyttelse for havnens virksomheder, der har brug for omlastning mellem transportformer.
Vejle Havns ejerstrategi ønsker at videreudvikle og investere i erhvervshavnens faciliteter. Strategien er at styrke, kapacitetsudvide og pladsoptimere på Sydkajen, og over en årrække samle alle havneaktiviteter her. Nordkajen omdannes til by- og centerfunktioner. På Sydkajen fokuseres der på forbedring af infrastrukturen, herunder trafikal sammenhæng med havneruten og etablering af et nyt jernbanespor, samt nødvendig klimasikring i henhold til Vejle Kommunes Risikostyringsplan. Havnearealet udvides endvidere, idet et tidligere indspulingsbassin er under opfyldning og er lokalplanlagt.
På Nordkajen ønskes udviklet byfunktioner såsom uddannelsesinstitutioner, kontorerhverv, restauranter, hoteller, boliger og offentlige formål i det omfang, det kan indpasses i forhold til de fortsatte havne-aktiviteter på Sydkajen.
I Kommuneplan 2025-2037 er et område på Nordkajen, kommuneplanramme 1.1.C.27, udlagt som centerområde og byomdannelsesområde. Dette område ligger inden for en 1500 m opmærksomhedszone til 4 virksomheder/aktiviteter, som er udpeget til produktions-, transport-og logistikvirksomheder af national interesse.
Brenntag Nordic A/S
Brenntag Nordic A/S er en virksomhed, der opbevarer, blander, aftapper og distribuerer kemikalier. Aktiviteterne foregår hovedsageligt indendørs. Den primære kilde til støj er transportkørsel.
Virksomheden er en risikovirksomhed og er beliggende på Nordkajen på Strandgade 35. Virksomheden ligger på lejet grund og lejemålet udløber i 2030, og forinden vil dele af virksomheden være flyttet til Sydkajen. Efter flytningen vil virksomheden i Vejle By ikke længere skulle kategoriseres som en risikovirksomhed.
Indtil da vil de fremtidige aktiviteter på Nordkajen skulle kunne foregå uden, at Brenntag vil blive udsat for skærpede miljøvilkår. Brenntag har i henhold til den hidtidige kommuneplan været beliggende i et erhvervsområde, hvor støjvilkåret i skel er 60 dB.
Området udlægges i kommuneplanen til et byomdannelsesområde. Området kan derfor i en periode, der ikke væsentligt overstiger 8 år, tillades udsat for en højere støjbelastning. I udgangspunktet er støjtillægget 5 dB, men der kan efter en nærmere vurdering tillades en højere belastning, hvis det er nødvendigt for virksomhedens drift.
Vejle Kommune vurderer, at der vil blive tale om en meget kort periode, hvor der er overlap mellem virksomhedens drift og etablering af støjfølsomme aktiviteter, idet virksomheden senest i 2030 har flyttet sine aktiviteter. Det kan derfor overvejes at give et højere støjtillæg end de 5 dB afhængigt af hvilke anvendelser, der er tale om. I den fremtidige lokalplan for området skal der redegøres nærmere for støjforholdene,
Endvidere foregår virksomhedens aktiviteter primært i dagtimerne, og derfor er støj ikke et problem uden for normal arbejdstid. Endelig oplever kommunen ikke udfordringer med støj fra virksomheden, selvom der er placeret boliger inden for 15-20 m fra skel.
Sikkerhedszonen omkring virksomheden i forhold til risiko følger matrikelskellet. Omkring virksomheden er der udpeget en planlægningszone på 500 m, hvor der ved planlægning af bolig og erhverv m.v. skal laves en vurdering af risikoforholdene. Her skal den samfundsmæssige risiko ligge inden for risikomyndighedernes acceptkriterium.
Det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at redegøre for fremtidige aktiviteter, hvis karakter og placering ikke kendes endnu i det kommende centerområde. Vejle Kommune har ladet COWI udføre beregninger af samfundsrisikoen ved et tænkt eksempel, hvor man placerer forskellige aktiviteter på arealer umiddelbart syd for Brenntag. Det drejer sig om et innovationslab beregnet til 1335 personer, inklusive tagterrasser til 50 personer samt et multihus til 250 personer. Der er anvendt nogle standardforudsætninger for udendørs aktiviteter og for den generelle risiko, der er forbundet med forskellige uheldsscenarier. Beregningerne viser, at den samlede samfundsmæssige risiko fra Brenntag ligger på et acceptabelt niveau ved etablering og drift af ovennævnte aktiviteter.
Virksomheden medfører ikke en belastning af området i form af støv eller lugt.
Daugaard A/S
Virksomheden er en speditørvirksomhed, hvis aktiviteter på Vejle Havn består i at servicere lokale virksomheder med godstransport. Virksomheden er ikke godkendelsespligtig. Virksomheden er beliggende på Sydkajen i en afstand af ca. 500 m fra rammeområde 1.1.C.27. Ved eventuelle klager skal kommunen påse, at de vejledende støjgrænser kan overholdes i forhold til omgivelserne. Der ligger i dag boliger tættere placeret på virksomheden, end de kommende centeraktiviteter i rammeområde 1.1.C.27, som derfor ikke vurderes at give anledning til skærpede støjvilkår.
Lantmännen Cerealia A/S
Virksomheden udvikler, producerer og markedsfører fødevareprodukter, hovedsageligt baseret på korn. Virksomheden har fået ny miljøgodkendelse i 2023. Støjvilkår for virksomheden er fastlagt ud fra den aktuelle anvendelse i det nærliggende lokalplanområde, som på Nordkajen i dag er erhvervsområde (lokalplan 1246). Støjgrænsen for virksomheden er 60 dB i skel, som følger kajkanten.
Det betyder, at kommende aktiviteter på Nordkajen skal indrettes på en måde, så området ikke bliver belastet med mere støj end de vejledende grænseværdier for et centerområde.
Lantmännen Cerealia A/S har vilkår om at overholde grænseværdier uden for skel (B-værdier) for støv, melstøv, CO og NOx. I forbindelse med miljøgodkendelsen har virksomheden indsendt OML-beregninger, der viser, at B-værdierne for støv og melstøv er overholdt med mere end en faktor 10 inden for en radius af 350 m i 1,5 m’s højde. Skorstenen er placeret i 58, 5 meter over terræn.
Det fremtidige centerområde giver mulighed for bebyggelse i 5 etager. Vejle Kommune finder det ikke sandsynligt med de lave emissionskoncentrationer, at det vil være en udfordring at placere et opholdsareal f.eks. i form af en tagterrasse i en højde på 15-20 m.
Virksomheden har desuden vilkår om årlig indrapportering af emissionsværdier samt støvdetektorer og alarmer for at sikre sig, at skulle deres filtre revne, bliver det opdaget med det samme og udskiftet.
Vejle Spildevand A/S
I en afstand af ca. 430 m fra Nordkajens sydligste kant ligger Vejle Bys renseanlæg. Vejle Kommunen vurderer, at afstanden fra Nordkajen til renseanlægget sikrer, at der ikke vil opstå miljømæssige problemer i forhold til de kommende centerfunktioner på Nordkajen.
Øvrige aktiviteter på Nord-og Sydkajen
De øvrige aktiviteter på Nordkajen skal i perioden, indtil aktiviteterne flyttes, kunne foregå inden for rammerne af de muligheder, som et omdannelsesområde giver.
I forhold til aktiviteterne på Sydkajen skal det fremtidige centerområde indrettes på et måde, så det ikke medfører skærpede miljøkrav til virksomhederne. Der skal i lokalplanen redegøres nærmere for miljøforholdene og, hvordan en evt. miljøbelastning imødegås.