Studerende
I Vejle Kommune er der i dag et bredt udvalg af ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, herunder UCL Erhvervsakademi, Professionshøjskolen, UCL Jelling og Politiskolen. Dette allerede brede udbud udvides nu med et universitet.
I 2026 åbner Syddansk Universitet en ny campus i Vejle, som vil vokse frem mod 2032. Der etableres uddannelser inden for AI, softwareudvikling, datalogi, spil og interaktiv teknologi. Etablering af et universitet vil ved fuld indfasning give op til 1500 studiepladser, og det vil give en markant stigning i antallet af nye danske og internationale studerende i Vejle by.
Universitetet skal i første omgang have en midlertidig fysisk placering i Vejle by, mens der arbejdes hen imod en permanent placering i byen, hvor der er mulighed for at bygge nyt eller omdanne eksisterende bygninger, og som har en i kort afstand til banegården og midtbyens faciliteter.
Etableringen af et universitetscampus i Vejle midtby med op mod 1500 studiepladser i 2032 er – sammen med Vejles allerede mange uddannelsessteder – en mulighed for at arbejde med byens udvikling på nye måder.
Ambitioner for Vejle som studieby
I en attraktiv studieby er der liv, puls, kreativitet og mangfoldighed. I en attraktiv studieby sætter unge præg på byens udvikling og skaber atmosfære.
Derfor skal vi udvikle byen som en ramme om de studerendes liv, der gør det attraktivt ikke kun at uddanne sig, men at bo- og leve i Vejle, og vi skal gøre det på en måde, hvor de unge inviteres med som medskabere i byens udvikling.
Derfor skal vi se Vejle gennem de unges øjne. Unge vælger nemlig ikke by, bolig og studiested efter nærhed til daginstitutioner eller motorveje. Vi skal inddrage de unge i udviklingen af byens rum.
Det handler om hverdagen – boliger, fællesskaber, miljøer og en by der har variation og sammenhæng samt viser, at den vil de unge.
Med udsigten til de mange nye studerende er det derfor blandt andet nødvendigt at øge kapaciteten af studieboliger og tilpasse dem til målgruppen. Derfor skal vi finde plads til det nødvendige antal studieboliger i gåafstand til universitetet og bymidten. Samtidig skal placeringen sikre gode adgangsforhold for cyklister og bløde trafikanter
Det handler også om oplevelsen, indtrykket og stemningen af en by, der byder velkommen og giver plads til et mangfoldigt studieliv. Derfor skal vi arbejde med byens rum som en ny ramme for attraktive studiemiljøer og ungeliv.
Som en del af arbejdet med Vejle som en attraktiv studieby er Udvalget ”Uddannelse Vejle” kommet med en række anbefalinger fordelt på fem indsatsområder. Med kommuneplanen sætter vi rammerne for at imødekomme disse anbefalinger.
Det gode studieliv.
Vi vil skabe mangfoldighed af fællesskaber, mødesteder, oplevelser og muligheder for at engagere sig. Plads til eksperimenter i byens rum.
Den rette bolig
Det skal være nemt at få en bolig i Vejle. Vi vil sikre billige attraktive studieboliger med tag-over-hovedet garanti.
Tæt på job og muligheder
Som studerende i Vejle skal de unge være tæt på erhvervsliv og jobmuligheder. Det er nemt at finde et studie- eller fritidsjob, og efter uddannelse står virksomhederne klar!
Attraktive uddannelser
En uddannelse fra Vejle er et kvalitetsstempel. Vi passer på de uddannelser vi har, og vi udvikler udbuddet i samarbejde.
Studieby alliancen – Uddannelse Vejle
En stærk studieby bygger på et stærkt samarbejde på tværs af byens aktører. Vi vil invitere unge ind som medskabere og skaber synlighed om studiebyen Vejle.
I kommuneplanen
At gøre Vejle til en attraktiv studieby kræver en strategisk byudvikling, der skaber optimale rammer for studerende. Planlægningen skal understøtte flere nøgleområder. Først og fremmest skal der være plads til et nyt universitetscampus med mulighed for vækst og synergier, samt attraktive boliger til både danske og internationale studerende. Campusmiljøet skal være indbydende og funktionelt med alle de nødvendige faciliteter.
Der skal etableres flere nye studieboliger med placering i midtbyen i gå- og cykelafstand til universitetet, hvor et stærkt studenterfællesskab kan udfolde sig, samtidig med, at der er nem adgang til byens faciliteter.
Udviklingen af byrummene omkring uddannelsesstederne skal fokusere på sammenhæng og de studerendes dagligdag. Det er vigtigt at inddrage de studerende – både de danske og den store andel af internationale - i byudviklingen, for eksempel gennem midlertidige byrumsafprøvninger, der er målrettet de studerende ønsker og behov.