Vejle Folkemøde
Livskvalitet handler om at skabe rammerne for det gode liv. At sikre, at vi som mennesker kan leve et liv i balance. I planlægningen ønsker vi at skabe attraktive rammer for hverdagen - og gøre det bæredygtige valg til det naturlige valg. I planstrategien er beskrevet tre tværgående emner i forhold til livskvalitet.
Udvikling i balance
En bæredygtig vækst og udvikling skal være med til at sikre en kommune i balance. For at understøtte livet på landet og de mindre bysamfund giver vi flere muligheder og stiller færre krav. Omvendt er det de steder, som oplever den største vækst også de steder, hvor potentialet for en mere bæredygtig byudvikling er størst. Det er hverdagen, som skal fungere, hvorfor planlægningen tager udgangspunkt i de lokale forhold.
Udvikling kræver investeringer. Både i den fysiske infrastruktur, men også i forhold til den kommunale service, kultur- og fritidstilbud samt i rekreative naturområder. Derfor arbejder vi i planlægningen både med at sikre en varieret og lokalt tilpasset udbygning, sikre kapacitet i forhold børn og unge samt etablere rekreativ, bynær natur.
Fællesskaber og mangfoldighed
Det styrker sammenhængskraften og menneskers trivsel at være en del af et fællesskab. Derfor skal vi i planlægningen tænke over, hvor og hvordan vi giver plads til, at fællesskaber kan dyrkes og opstå.
Et varieret boligudbud er med til at understøtte mangfoldigheden. Dette sker f.eks. gennem planlægning af mindre områder, at give plads til forskellige typologier og indtænke almene boliger, hvor det kan bidrage positivt til diversiteten.
At styrke fællesskabet handler også om at skabe plads til fysiske forbindelser og mødesteder. Derfor stiller vi krav til fælles opholdsarealer og planlægger for bevægelse og krydsninger. Nye og alternative boformer understøtter desuden ofte sociale fællesskaber.
Et bæredygtigt liv
Det bæredygtige valg skal være det nemme valg. Derfor arbejder vi med at planlægge ud fra nærhedsprincippet ved at samle funktioner og mindske areal- og ressourceforbruget.
Vi prioriterer attraktive blå og grønne sti-forbindelser for at fremme sunde transportformer. De grønne valg skal være det oplagte valg i forhold til at bevæge sig mellem hverdagens gøremål.
Når det drejer sig om boliger, ønsker vi at give flere muligheder, når man bygger højere og tættere - fordi det er mere bæredygtigt. Genbrug, renovering og upcykling af bygninger og materialer er et særligt fokusområde - både i forhold til kulturarv og af klimahensyn.
I de efterfølgende afsnit på hjemmesiden kan man læse mere om de strategier og planer, der understøtter målet om livskvalitet ligesom, det er beskrevet, hvordan kommuneplanen kan være med til at sikre den ønskede udvikling.