Vindmøller
I planstrategien har Vejle Kommune haft fokus på tre temaer, der skal arbejde med for at sikre en grøn fremtid.
Fremtidens energi og klimaindsats
Vejle Kommune har et mål om en reduktion af CO2-udledningen på 70 % i 2030. Det kræver en omstilling af energiproduktionen, som skal være grøn og i stort omfang lokalt produceret. Vi skal også arbejde med at begrænse produktioner og processer, der udleder CO2.
Vi har også brug for at lagre CO2 og det kræver etablering af mere skov og flere vådområder. Ifølge aftalen om Grønt Danmark skal der omlægges 15 % af landbrugsjorden til skov og natur.
Vi ser derfor frem i en større omlægning af arealer i det åbne land til fordel for klima, natur og miljø, hvor forskellige indsatser skal samtænkes gennem en helhedstilgang, da flere udfordringer ofte kan løses på samme tid og samme sted.
Vejle Kommune har et mål om mere og bedre natur.
I arbejdet med skovene er der fokus på at øge biodiversiteten ved naturnær skovdrift og udpegning af særlige biodiversitetsskove. Derudover er der en indsats for at rejse 3.000 ha skov inden 2030 for at binde CO2, beskytte vandmiljøet, fremme biodiversitet og forbinde naturområder.
I forhold til Vejle Fjord skal der arbejdes videre med naturgenopretning og der forestår et større arbejde med at lave en omlægningsplan for landbrugsjord som led i aftalen om Grøn Danmark, der skal mindre udledning af næringsstoffer.
For at fremme den lysåbne natur skal der skabes flere store sammenhængene naturområder, hvor naturpleje og afstemt dyrehold kan sikre flere robuste naturtyper. Det skal ske i regi af privat-offentlige samarbejder, strategisk opkøb af jord, frivillige aftaler med stolte lodsejere, samt en god dialog med dyreholdere og gæster.
Et grønt erhvervsliv
Vejle Kommune ønsker at motivere og understøtte virksomheder i en bæredygtig retning. Vi skal derfor arbejde på at skaffe kvalificeret arbejdskraft, der kan hjælpe med den grønne omstilling, og vi skal sikre en grøn og stabil energiforsyning. Erhvervsområder skal indrettes, så de understøtter den grønne mobilitet, og der bliver stillet krav til naturindholdet i erhvervsområderne.
I de efterfølgende afsnit på hjemmesiden kan man læse mere om de strategier og planer, der understøtter målet om en grøn fremtid ligesom det er beskrevet, hvordan kommuneplanen kan være med til at sikre den ønskede udvikling.