Trekantområdet skal spille en førende rolle i Vestdanmark. Trekantområdet er i dag en funktionel byregion – et område, som opfattes som vores naturlige nærområde og som vi frit bevæger os i for blandt andet at arbejde, shoppe og bruge kultur- og friluftstilbud.
Sammen udgør området en åben, grøn storby med vækst i såvel erhverv som bosætning. Området rummer et netværk af dynamiske byer, levende natur og lokale fællesskaber.
I den løbende udvikling af Trekantområdet skal der være et målrettet fokus på FN´s Verdensmål og bæredygtighed i bred forstand.
Det er ambitionen, at Trekantområdet skal blive en europæisk hub for grønne brændstoffer. Udviklingen af en europæisk hub for grønne brændstoffer skal markere Trekantområdet som et fyrtårn for grøn omstilling og bæredygtig vækst inden for energi og transport.
Den åbne, grønne storby
Danmark har to stærke vækstområder koncentreret i og omkring Hovedstadsområdet og i Østjylland. I Østjylland fremstår storbyregionerne Aarhus og Trekantområdet som de to hovedcentre for vækst.
Trekantområdet ligger midt i Danmark, med stærke forbindelser til hele Skandinavien og Europa. Trekantområdet er Danmarks absolutte trafikale knudepunkt for både person- og godstrafik. Området er hjemsted for en af landets største godshavne ved Fredericia, den internationale lufthavn herunder cargocenter i Billund og to af landets største transportcentre. Det er her, at både jernbanerne og motorvejene mødes.
Den gode infrastruktur, den centrale beliggenhed i Danmark og den stærke innovative tilgang er Trekantområdets største fordel og er et vigtigt konkurrenceparameter i forhold til omgivelserne.
Den smukke natur og landskabet er vigtig i forhold til bosætning, erhvervslokalisering og turisme i området. Derfor er det vigtigt at værne om de store landskabstræk mellem byerne og naturkvaliteterne i området.
Selv de stærkeste danske byregioner er små i en global sammenhæng. Det er således Derfor er det vigtigt at styrke samspillet med de nærliggende byregioner. Trekantområdet vil udbygge samarbejdet med byregion Aarhus og skabe tættere bånd til metropolen Hamburg og det nordtyske opland. Trekantområdet vil også styrke samarbejdet med andre aktører, herunder Odense og Esbjerg.
Trekantområdet ønsker at udbygge sin førende position i Vestdanmark og være en dynamo for vækst både nationalt og internationalt ved blandt andet fortsat at have fokus på at udvikle den åbne, grønne storby.
Bæredygtighed, grøn omstilling og verdensmål
I Trekantområdet vil vi fortsætte en bæredygtig udvikling, hvor der skabes vækst samtidig med, at ressourceforbruget mindskes. Derfor skal planlægningen blandt andet understøtte en bystruktur, hvor der kan opretholdes en god mobilitet samtidig med, at forbruget af fossile brændsler til transport reduceres.
Den bæredygtige udvikling opnås også ved at spare på arealerne til byudvikling og fokusere på kvalitet. Det betyder, at der kun i mindre grad udlægges nye arealer, og at der i stedet fokuseres på byfortætning og byomdannelse med mulighed for at blande byfunktioner, bolig og erhverv, genanvende eksisterende byområder og så vidt muligt bygninger samt udnytte kollektiv trafik og kollektiv forsyning bedre. Det betyder også, at den del af byudviklingen, som foregår i endnu ubebyggede områder, skal foregå med ressourcebevidsthed og tage hensyn til vandmiljøet og klimaforandringerne. Det gælder særligt i byers randområder, hvor såkaldt "bar marks"-byudvikling skal ske afvejet og balanceret i forhold til alternative anvendelser af de pågældende arealer. Det skal overvejes, hvor vidt de enkelte arealer er bedst egnet til at understøtte udbredelsen af biodiversitet, vedvarende energi, CO2-binding eller byudvikling. Samlet set skal arealanvendelsen være miljø- og klimamæssigt bæredygtig, samt understøtte samfundsøkonomien og den menneskelige trivsel.
Ved byudvikling vil der derfor være fokus på at minimere arealforbruget, og f.eks. ved udvikling, ud bygning og udformning af byen understøtte en trafikal infrastruktur, der kan fremme valg af aktive og kollektive transportformer.
Vi vil skabe gode rammer for et sundt hverdagsliv præget af høj livskvalitet. I den fysiske planlægning vil vi fortsat have fokus på at etablere nem adgang til naturen og byrum, hvor borgerne har mulighed for motion, bevægelse, leg, samvær og rekreation. Vi vil i samspil med borgerne tage konkrete initiativer, der er målrettet forskellige aldersgrupper og fællesskaber. De unikke værdier i naturen er et stort aktiv for Trekantområdet, som vi vil synliggøre og opmuntre borgerne til at bruge.
I Trekantområdet ser vi bæredygtighedsbegrebet, der omfavner såvel FN's Verdensmål som grøn omstilling, som et bærende fundament for den videre udvikling, og styrkelse af Trekantområdet som en funktionel byregion i vækst.
Grøn omstilling
Grøn omstilling er et begreb, der dækker over alle de tiltag, der har til formål at begrænse global opvarmning. Fokus ligger primært på at reducere mængden af kuldioxid og drivhusgasser til atmosfæren - både ved at mindske udledningen, samt ved at optage og binde den. Grøn omstilling dækker på den måde alt, der reducerer udledningen af drivhusgasser, lige fra nationale, regionale og lokale strategiske indsatser til adfærdsændringer hos den enkelte.
Kommunerne i Trekantområdet arbejder med grøn omstilling, og alle kommuner har vedtaget lokale klimaplaner (under DK2020 projektet), som lever op til Parisaftalen og viser vejen til netto nul-udledning for kommunerne senest i 2050. Samarbejdet mellem kommunerne fortsætter i Klimaalliancen omkring implementering af klimaplanerne og udvikling af klimaarbejdet i kommunerne.
I Trekantområdet er den samlede klimaindsats delt i to spor. Det første spor omhandler at integrerer vi grøn omstilling i den fælles planlægning med fokus på helhedsorienteret arealplanlægning i byerne og i det åbne land. Det andet spor omhandler samarbejde om konkrete omstillingsprojekter, som det giver særlig gevinst at være fælles om. Her bygger vi blandt andet videre på det historiske samarbejde i Trekantområdet på varme- og energiområdet. Det nyeste eksempel herpå er energipartnerskabet TEA, som baserer sig på omfattende viden på området og Trekantområdets forsyningsmæssige in frastruktur.
Grøn omstilling sker gennem omlægning af energiproduktionen fra fossile brændsler til vedvarende energikilder. Samtidig er gennemførelsen af energieffektivisering og energibesparelser meget væsentlig i forhold til at reducere udgifterne til den grønne omstilling - det er billigere slet ikke at bruge energien end at producere energi, selvom den er grøn. Grøn omstilling indebærer altså en omfattende omlægning af hele måden, der produceres og forbruges energi på- til el, varme, transport osv. Plan lægning for anlæg for produktion af vedvarende energi som solenergi og biogas samt Power-to-X anlæg er vigtige i den sammenhæng.
Udledningen af drivhusgasser fra landbruget sker primært i forbindelse med produktion af husdyr, og i forbindelse med dyrkning af afgrøder. Ændret arealanvendelse og en helhedsorienteret arealplan lægning, er nogle af de planlægningsmæssige virkemidler, der benyttes.
En del af vores klimaaftryk er forbundet med aktiviteter, som resulterer i en CO2-emission uden for vores egen geografi. Det gælder f.eks. vores forbrug af varer produceret andre steder. Den grønne omstilling vil derfor også forudsætte en mere cirkulær økonomi med nye forbrugsmønstre, der f.eks. gør det lettere at reparere og genbruge produkter og at udvikle mere miljøvenlige og ressourceeffektive produkter. Det kan også betyde nye forretningsmodeller, som gør det nemmere for virksomheder at producere energineutralt eller at udleje deres varer i stedet for at sælge dem.
Flere af ovenstående omstillingselementer er ikke direkte noget, som en kommuneplan kan påvirke. Dog arbejder kommunerne med området, eksempelvis gennem kommunernes engagement i Klima alliancen.
Kommuneplanen rummer dog retningslinjer for byudvikling og arealregulering, og indretningen af vores byer spiller en væsentlig rolle i den grønne omstilling. Med planlægning har vi en række redskaber til at skabe nogle gode fysiske rammer omkring livet i byen samtidig med, at vi planlægger ressourcebevidst og understøtter en mere bæredygtig livsstil. Det samme gælder, når vi gennem en helheds orienteret arealplanlægning uden for byerne indtænker virkemidler til reduktion af drivhusgasudledning.
FN's Verdensmål
Kommunerne i Trekantområdet vil med den fælles kommuneplan arbejde for at realisere FN's Verdensmål.
De 17 verdensmål og 169 delmål forpligter FN's 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere ulighed, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. Målene skal frem mod 2030 sætte kursen mod en mere bære dygtig udvikling - både for mennesker og for den planet, vi bor på.
En række af målene relaterer sig til nationale målsætninger, mens andre kræver handling på et kommunalt niveau. Kommunerne vil i udmøntningen af kommuneplanen skærpe og målrette initiativer og indsatser i forhold til, hvordan de kan medvirke til at realisere relevante verdensmål. De verdensmål, der naturligt berøres af kommuneplanlægningen, indgår derfor på tværs af den fælles kommuneplans temaer.